Målet er branchens bedste datakvalitet!

Datakvalitet er en kompleks størrelse og samtidig en forudsætning for hurtig, effektiv og korrekt varebestilling. Netop derfor skal datakvalitet tages meget seriøst. Triscans datakvalitet har altid været god, men det ultimative og ambitiøse mål for Triscan, er at kunne bryste sig af at have branchens bedste.  

Valget af den rette reservedel er ikke nødvendigvis en simpel affære. Det er nok de færreste mekanikere og reservedelsekspedienter, der ikke har prøvet at skulle vælge mellem adskillige varianter af eksempelvis et sæt bremseklodser, og det til trods for at indregistreringsnummeret er brugt til identifikation. I en hektisk hverdag bliver løsningen på problemet ofte en helgardering – altså en bestilling af samtlige alternativer. I branchen forlyder det, at mere end 15% af alle bestilte varer tilhører denne kategori. 

Det kræver ikke specielt meget indlevelsesevne at forestille sig hvor mange ressourcer, der unødigt bliver brugt på bestilling, plukning, forsendelse, returnering, ompakning osv. Kan det virkeligt være rigtigt, at der ikke er nogen løsning på dette problem? Desværre er svaret JA, men heldigvis er der rigtigt meget, som kan gøres for at minimere problemet - og det hele starter ved datakvaliteten. 

Bilmodel og OE-data grundlag
Én af forudsætningerne for at opnå en høj datakvalitet er korrekt og opdateret OE-information. I 2010 indførte Triscan et nyt PDM-system (Product Data Management), med adgang til bilproducenternes OE kataloger. Herved er Triscan sikret opdateret og detaljeret viden om hele den europæiske vognpark med korrekte OE-data og tilhørende kriterier på både helt nye og ændringer i ældre bilmodeller. På basis af disse informationer oprettes årligt mellem 2.000-3.000 nye varenumre som tilføjes vareprogrammet.  

Filterfunktion i TriWeb
I de situationer hvor det er nødvendigt at skelne mellem flere alternativer, er det oftest et kriterie, der er den udslagsgivende faktor. Selvom kriterier almindeligvist er angivet i varelinjen ud for et produkt i de fleste elektroniske kataloger, kan det især ved oplistning af adskillige varer være vanskeligt at danne sig et overblik. Af denne årsag er der i Triscans e-handelssystem Triweb indbygget en særlig ”Filter”-funktion, som hjælper med at skabe overblik. Når ”Filter”-funktionen aktiveres, åbnes en dialogboks hvor samtlige kriterier vises. Efter at have afkrydset det/de relevante kriterier, vises udelukkende det specifikke alternativ.  

Krydsreferencer
En anden væsentlig faktor er valide krydsreferencer fra OE-/egne varenumre til alternative eftermarkedsleverandører. I 2011 startede Triscans IT-afdeling et internt projekt med det formål at udvikle et system, der i videst mulig omfang automatiserer dette arbejde. I 2014 blev systemet første gang taget i brug, og resultaterne har været imponerende. Det er både lykkedes at øge antallet og kvaliteten af krydsreferencer betragteligt, samtidigt med at 70% af arbejdet i dag udføres automatisk.

Billeder
I nogle tilfælde kan et billede også være med til at afgøre hvilket af de tilbudte alternativer, som er det rigtige. Dette gælder f.eks. for sensorer, hvor udformning af en stikforbindelse kan være udslagsgivende. Der er derfor knyttet billeder af såvel sensor og close up billeder af stikforbindelser til Triscans sensorer. 

Anstrengelserne har båret frugt, men stopper ikke her 
I en kombination af flere ressourcer i produkt- og IT-afdelingen, effektivisering af arbejdsgange og store investeringer i IT er det lykkedes at forbedre datakvaliteten. Et synligt bevis herpå er TecDoc’s fortsatte udnævnelse af Triscan som TecDoc Certified Data Supplier. Udkommet er omkostningsreducerende forbedringer til gavn for både miljøet, bilejere, værksteder, grossister og Triscan. Men arbejdet stopper ikke her. Med nye tiltag, ny teknologi og et produktprogram, som løbende udvides og opdateres, stopper jagten på branchen bedste datakvalitet aldrig – tværtimod – den intensiveres.